§ 261.

Dokumenter, som efter sin form og sit indhold fremstiller sig som offentlige, formodes^​1 at være egte og uforfalsket.

Er der særlig grund til at tvile paa, at dokumentet er egte eller uforfalsket, har den, som paaberoper sig dokumentet, bevisbyrden.

Er dokumentet utstedt av en utenlandsk myndighet, avgjør retten, om det skal formodes at være egte.

Undersøkelse av egtheten foretar retten av eget tiltak.

§ 262.

Et privat dokument, som er egenhændig underskrevet med navn, og hvis indhold ikke gir særlig grund til mistanke, avgir fuldt bevis for,^​1 at indholdet skriver sig fra den, som har underskrevet dokumentet. Motbevis er ikke utelukket.

§ 263.

Er der strid, om et skrift er egte, og skriftsammenligning skal foretages, kan de nødvendige skriftprøver kræves fremlagt efter de samme regler som andre skriftlige bevis.

Den, hvis haandskrift der er spørsmaal om, kan retten paalægge at skrive med sedvanlig haandskrift nogen opgivne sætninger i rettens eller en dommers overvær. Negter han, faar de regler, som er git om negtelse av partsforklaring og vidnesbyrd,^​1 tilsvarende anvendelse.

Rettens paalæg efter andet led kan ikke angripes ved kjæremaal eller anke.