§ 227.^​1

Granskning foretar den dømmende ret selv,^​2 hvis den kan gjøre det uten særlig uleilighet.^​3

Naar der paa grund av gjenstandens beskaffenhet er fare ved ophold, eller naar der er grund til at frygte for, at en utsættelse vil medføre betragtelig tidsspilde, kan den dommer, som forbereder saken,^​4 beslutte at foreta granskning til bruk under hovedforhandlingen.^​5

I ethvert tilfælde kan han foreta granskning, naar det er nødvendig for saksforberedelsen,^​6 eller naar gjenstanden er tilstede.

§ 228.^​1

Når retten^​2 finner, at granskningen krever særlig kyndighet, tilkaller den sakkyndige^​3 efter reglene i det 18de kapitel. Et rettsvidne^​4 tar del i granskning, som ikke foretas av den dømmende rett. Er sakkyndige tilkalt, tilkalles ikke rettsvidne.

§ 229.

Skal der foretages granskning av fast eiendom eller av en ting, som ikke uten særlig uleilighet kan bringes frem til retsstedet, kan den dømmende ret overlate granskningen til to eller flere av sine medlemmer eller til tingretten paa aastedet.^​1 Overlates granskningen til medlemmer av retten, opnævnes den ene til formand.

I saker for tingretten om faste eiendommes grænser skal altid hele den dømmende ret foreta granskning paa aastedet, hvis nogen av parterne forlanger det.^​2

§ 230.^​1

Naar gjenstandens art gjør det hensigtsmæssig, kan retten^​2 helt eller delvis overlate granskningen eller redegjørelsen for resultaterne til de sakkyndige alene.^​3

Om erklæringer, som de sakkyndige avgir alene, gjælder reglerne i §§ 244-247.

§ 231.

Beslutningen om å la gransking utføre av andre^​1 enn retten selv skal angi hva som skal granskes, formålet med granskingen og andre opplysninger som er nødvendige for å gjennomføre granskingen.

Overdrages utførelsen til en anden ret eller enkelte dommere i forening med sakkyndige, kan den besluttende ret enten selv opnævne de sakkyndige^​2 eller overlate opnævnelsen til vedkommende ret eller dommere.

Overdrages utførelsen til en anden ret, kan denne tilkalde sakkyndige i ethvert tilfælde, hvor den finder det paakrævet.

Faar en sakkyndig forfald,^​3 kan den forrettende dommer altid selv tilkalde en anden isteden.

§ 232.^​1

Skal en ret eller enkelte dommere forestaa granskningen, fastsætter formanden tid og sted, indkalder sakkyndige og vidner og varsler parterne.^​2 Er der fare ved ophold, kan dog forretningen fremmes uten varsel til parterne. Granskningen fremmes, selv om ingen av parterne møter.

§ 233.^​1

Er en granskning overlatt til sakkyndige alene,^​2 gaar de frem paa den maate, som de finder tjenligst, hvis retten ikke har git dem nærmere forskrifter. Over forretningen føres bok efter forskriftene i § 131.

Ønsker de sakkyndige oplysninger fra parter eller andre, kan de henvende sig til retten. De kan ogsaa selv indhente oplysninger; men disse maa da enten gives skriftlig og i saa fald vedlægges boken over granskningen, eller de maa gives i et møte, som begge parter^​3 i tide er varslet om, og i saa fald tages ind i boken.

Retten fastsætter en frist for granskningen og underretter parterne om fristen.^​4

§ 234.^​1

Opstaar der spørsmaal, som den ret eller de dommere eller sakkyndige,^​2 som utfører granskningen, ikke selv har myndighet til at avgjøre, eller mangler der oplysninger, som de ikke selv kan indhente, henvender de sig til den ret, som har overdrat granskningen til dem.

Dog kan granskningen utvides til ting eller punkter, som der ikke er spurt om, naar omstændighetene gir opfordring til det, og utsættelse vilde være til ulempe eller væsentlig øke omkostningene.

§ 235.

Naar granskning er utført utenfor hovedforhandling, skal den bok, som er ført,^​1 og de erklæringer, som er avgit,^​2 oversendes til den ret, som har begjært forretningen. Parterne^​3 underrettes straks om mottagelsen.

§ 236.^​1

Finder retten det paakrævet, kan den avkræve dem, som har utført granskningen, nærmere oplysninger eller begjære forretningen gjenoptat eller la en ny granskningsforretning utføre eller selv foreta granskning.

§ 237.^​1

Bestemmelserne i §§ 250-260 om forpligtelsen til at fremlægge skriftlige bevis gjælder, saa langt de passer, ogsaa om forpligtelsen til at fremlægge eller gi adgang til andre ting, som retten beslutter at undergi granskning, eller som en part paaberoper som bevis.