Plenarforsamlinger
Parlamentets plenarforsamlinger/plenarmøder finder sted 12 gange om året i Strasbourg og varer fire dage (fra mandag til torsdag). Yderligere plenarmøder afholdes i Bruxelles.
Arbejdet på plenarmøderne finder især sted i form af debatter (kaldet forhandlinger) og afstemninger. Kun tekster, der vedtages på plenarmøderne, udgør Europa-Parlamentets formelle aktstykker. Disse aktstykker kan være lovgivningsmæssige betænkninger, betænkninger under budgetproceduren, ikkelovgivningsmæssige betænkninger og beslutninger.
Forud for hver mødeperiode opstiller Formandskonferencen et forslag til dagsorden og på grundlag af anbefalinger fra Udvalgsformandskonferencen. Ved åbningen af hver mødeperiode vedtager Parlamentet sin dagsorden.
Et udvalg, en politisk gruppe eller mindst en tiendedel af medlemmerne kan fremsætte et ændringsforslag til det endelige forslag til dagsorden som reaktion på højaktuelle begivenheder eller den seneste politiske udvikling. Sådanne ændringsforslag skal være formanden i hænde senest en time før, at mødeperioden indledes. Der kræves et flertal af de afgivne stemmer for at godkende ændringsforslag til dagsordenen.
Forretningsordenen fastsætter, hvordan taletiden fordeles under plenardebatter (forhandlinger): en første brøkdel af den til rådighed stående taletid fordeles ligeligt mellem alle de politiske grupper; derefter fordeles endnu en brøkdel mellem grupperne i forhold til det samlede antal MEP'er. Grupperne beslutter derefter internt, hvem der skal tage ordet, og hvor længe. Formanden påser, at disse taletider overholdes.
Afstemninger foregår som regel ved, at medlemmerne rækker hånden i vejret, og mødelederen – formanden eller en af næstformændene – afgør i hvert enkelt tilfælde, om der er flertal. Hvis håndsoprækningen giver et uklart billede, foranstalter formanden en elektronisk afstemning for at afklare antal stemmer for og imod.
Der foretages også elektronisk afstemning, hvis en politisk gruppe eller mindst 5 % af medlemmerne anmoder herom aftenen før afstemningen. I så fald registreres og offentliggøres, hvad den enkelte MEP har stemt, i et bilag til protokollen (og derfor kaldes denne form formelt "afstemning ved navneopråb") Til gengæld kan der afholdes hemmelig afstemning, hvis 20 % af samtlige MEP'er anmoder om det.
Tilstedeværelseslisterne kan tilgås på Parlamentets websted Europarl under underfanebladet Protokoller; vælg dato i kalenderen i spalten til højre > rul ned og vælg "Tilstedeværelsesliste". Resultaterne af afstemningerne på plenarmødet findes på Europarl-webstedet > Plenarmøder > faneblad Plenarmøder > underfaneblad "Afstemninger".
Andre aktiviteter under plenarforsamlingerne
Plenarmødet begynder på en typisk dag kl. ni om morgenen og kan vare til midnat.
MEP'erne tilrettelægger selv udøvelsen af deres frie mandat, og deres tilstedeværelse i mødesalen kan variere, da de kan have andre aktiviteter (f.eks. møder i politiske grupper, interparlamentariske delegationer, arbejdsgrupper, nationale delegationer eller endog udvalgsmøder, tværinstitutionelle forhandlinger, møder med borgere, medier, interesserepræsentanter osv.) samtidig med, at plenarmødet foregår. Desuden har MEP'erne mulighed for at følge debatterne fra deres kontorer, mens de udarbejder ændringsforslag eller færdiggør deres afstemningslister til middagsafstemningerne, holder møder med deres personale, eksperter, repræsentanter for andre institutioner, journalister osv.
Yderligere oplysninger