Faktablade om Den Europæiske Union
Europa-Parlamentet
Udfyld dette felt

Generelle principper for EU's industripolitik

Målet med EU's industripolitik er at forbedre den europæiske industris konkurrenceevne og dermed sikre, at den kan bevare sin rolle som drivkraft for bæredygtig vækst og beskæftigelse i Europa. Den digitale omstilling og overgangen til en kulstofneutral økonomi har ført til vedtagelsen af diverse strategier, der skal sikre bedre rammebetingelser for EU's industri. Konsekvenserne af covid-19-pandemien og krigen i Ukraine har sat gang i nye overvejelser om økonomisk genopretning, genopbygning og opbygning af modstandsdygtighed.

Retsgrundlag

Artikel 173 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Mål

Industripolitikken er af natur tværgående og har til formål at sikre rammevilkår, der er gunstige for industriens konkurrenceevne. Den er godt integreret i en række andre EU-politikker såsom de politikker, der er relateret til handel, det indre marked, forskning og innovation, beskæftigelse, miljøbeskyttelse, forsvar og folkesundhed. I henhold til artikel 173 i TEUF tager EU's industripolitik specifikt sigte på:

  • at industrien hurtigere kan tilpasse sig strukturelle forandringer
  • at fremme et klima, der er gunstigt for initiativer og udvikling af virksomheder overalt i Unionen, navnlig små og mellemstore virksomheder
  • at fremme et klima, der er gunstigt for samarbejde mellem virksomheder
  • at fremme udnyttelsen af det industrielle potentiale i politikkerne for innovation, forskning og teknologisk udvikling.

Resultater

A. Indledning

EU's industripolitiske instrumenter sigter mod at skabe nogle generelle vilkår, hvorunder iværksættere og virksomheder kan tage initiativ og udnytte deres idéer og muligheder, samtidig med at der tages hensyn til de enkelte sektorers specifikke behov og kendetegn. I sine årlige rapporter om det indre marked og den europæiske konkurrenceevne analyserer Kommissionen styrker og svagheder i EU's økonomi generelt og dets industri i særdeleshed, og rapporterne kan føre til tværsektorielle eller sektorielle politiske initiativer.

B. Mod en integreret industripolitik

I 1980'erne og de tidlige 1990'ere havde EU fokus på at skabe et indre marked. Efter lanceringen af Den Økonomiske og Monetære Union i 1992 og udvidelserne af EU i 1995 og 2004 blev fokus rettet mod industripolitik. I 2005 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse, der skitserer EU's første integrerede industripolitiske strategi, herunder et arbejdsprogram for tværsektorielle og sektorspecifikke initiativer til at styrke EU's fremstillingsindustri. I de efterfølgende år havde de mest centrale tiltag bl.a. fokus på at sikre bæredygtighed i forbruget og produktionen, fremme adgangen til kritiske ikkeenergiråstoffer og anvende centrale støtteteknologier inden for den politiske ramme.

C. Fra Europa 2020-strategien til den nye industristrategi

Europa 2020-strategien, som blev lanceret i 2010, tog sigte på at skabe intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Den omfattede syv flagskibsinitiativer, hvoraf fire fokuserede på at gøre EU's industri mere konkurrencedygtig:

  1. "Innovation i EU"
  2. "En digital dagsorden for Europa"
  3. "En integreret industripolitik for en globaliseret verden"
  4. "Nye kvalifikationer til nye job".

I meddelelsen fra 2011 "Industripolitik: En styrket konkurrenceevne" understregede Kommissionen behovet for strukturreformer og koordinerede politikker for at styrke EU's konkurrenceevne og fremme langsigtet bæredygtig vækst.

Kommissionen udsendte i 2012 en meddelelse med titlen "En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning – Ajourføring af meddelelsen om industripolitikken". Her blev der fastsat mål om at støtte investeringer i innovation med fokus på seks prioriterede områder: i) avancerede fremstillingsteknologier til ren produktion, ii centrale støtteteknologier, iii) biobaserede produkter, iv) bæredygtig industripolitik, bæredygtigt byggeri og bæredygtige råstoffer, v) rene køretøjer og fartøjer samt vi) intelligente net.

I 2014 vedtog Kommissionen meddelelsen "En industriel renæssance i Europa". Den havde fokus på at vende den industrielle tilbagegang og øge fremstillingsaktiviteterne til at udgøre 20 % af BNP senest i 2020. Meddelelsen "Digitalisering af EU's industri" fra 2016 havde fokus på den digitale omstilling og kom ind på udfordringer såsom finansiering, standardisering af informations- og kommunikationsteknologi (IKT), big data og færdigheder. Desuden havde "opstarts- og opskaleringsinitiativet" fra 2016 til formål at hjælpe innovative iværksættere med opbygge virksomheder, der kunne blive førende på verdensplan. Industrier som IKT, stål, cement, tekstiler og kemikalier indgik i den vidtrækkende køreplan for vigtige tiltag, der blev indført i 2019 med Kommissionens meddelelse "Den europæiske grønne pagt", som havde til formål at mobilisere industrien for at skabe en ren og cirkulær økonomi. I marts 2020 fremlagde Kommissionen "En ny industristrategi for Europa" for at hjælpe Europas industri med at føre an i den dobbelte omstilling til klimaneutralitet og digitalt lederskab og styrke Europas konkurrenceevne og strategiske autonomi.

Lanceringen af denne strategi faldt imidlertid sammen med udbruddet af covid-19-pandemien og kom før etableringen af planen NextGenerationEU. Af denne grund var forfatterne til strategien ikke i stand til at tage hensyn til pandemiens indvirkning på EU's industrier. Som reaktion på covid-19-pandemiens konsekvenser for de industrielle forsyningskæder og EU's konkurrenceevne vedtog Parlamentet i april 2020 en beslutning om en koordineret EU-indsats til bekæmpelse af covid-19-pandemien og dens konsekvenser. I november 2020 opfordrede medlemmerne af Europa-Parlamentet Kommissionen til at fremlægge en revideret industristrategi.

Kommissionen opdaterede EU's industristrategi i maj 2021 med fokus på modstandsdygtigheden af EU's indre marked, EU's afhængighed på centrale strategiske områder og støtte til små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og nystartede virksomheder samt på at fremskynde den grønne og den digitale omstilling. I september 2020 havde Kommissionen allerede vedtaget en handlingsplan for kritiske råstoffer, som omfattede en fremsynsundersøgelse af kritiske råstoffer til strategiske teknologier og sektorer i 2030 og 2050.

I februar 2021 fremlagde Kommissionen en handlingsplan for synergier mellem civil-, forsvars- og rumindustrierne for yderligere at styrke Europas teknologiske forspring og støtte dets industrigrundlag. Den havde til formål at styrke europæisk innovation ved at undersøge teknologiernes disruptive potentiale i grænsefladen mellem forsvars- og rumanvendelse samt civil anvendelse, f.eks. cloudteknologi, processor-, cyber- og kvanteteknologier og kunstig intelligens.

Ruslands omfattende militære invasion af Ukraine, som begyndte i februar 2022, har også været medvirkende til en yderligere indsats fra EU's side for at sikre konkurrenceevne og modstandsdygtige forsyningskæder. Den 10. marts 2023 udsendte Kommissionen og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik en fælles meddelelse om en EU-rumstrategi for sikkerhed og forsvar, som vil gøre det muligt for EU at beskytte sine rumaktiver, forsvare sine interesser, afskrække fra fjendtlige aktiviteter i rummet og styrke sin strategiske position og autonomi.

Med udgangspunkt i den europæiske grønne pagt fremlagde Kommissionen i februar 2025 aftalen om ren industri med det formål at styrke Europas sektor for ren teknologi og samtidig sikre industriens konkurrenceevne. Med aftalen mobiliseres der over 100 mia. EUR til støtte for ren produktion med fokus på energiintensive industrier og sektoren for ren teknologi. Aftalen omfatter også sektorspecifikke handlingsplaner for bilindustrien, stål- og metalindustrien og den kemiske industri samt en bioøkonomisk strategi.

De vigtigste elementer i aftalen om ren industri er:

  • Nedbringelse af energiomkostningerne: "Handlingsplanen for energi til overkommelige priser" har til formål at sænke energiregningerne og fremme overgangen til en kulstoffattig økonomi.
  • Styrkelse af efterspørgslen efter rene produkter fremstillet i EU: Med "retsakten om fremskyndelse af industriel dekarbonisering" vil der blive indført bæredygtighedskriterier og "made in Europe"-kriterier for offentlige udbud suppleret med et frivilligt mærke, der angiver industriprodukters kulstofintensitet.
  • Mobilisering af finansieringsmidler: Statsstøtterammen for aftalen om ren industri vil gøre det lettere at godkende statsstøtteforanstaltninger inden for vedvarende energi og industriel dekarbonisering hurtigere. Desuden vil Kommissionen oprette en "industriel dekarboniseringsbank", gøre bedre brug af EU's forskningsprogram Horisont Europa og foreslå ændringer af InvestEU-forordningen.
  • Forbedring af cirkulariteten af kritiske råstoffer: Målet er at blive bedre til at vurdere EU's behov og at oprette et EU-center for kritiske råstoffer til fælles indkøb af disse materialer. I 2027 vil Kommissionen foreslå en retsakt om cirkulær økonomi.
  • Bedre udnyttelse af handelsaftaler.
  • Der er planer om at skabe en færdighedsunion for at give EU's arbejdsstyrke de færdigheder, der er nødvendige i omstillingen.

Desuden offentliggjorde Kommissionen i marts 2025 en "handlingsplan for stål- og metalsektoren" og en "industrihandlingsplan for den europæiske bilindustri". I maj 2025 fremlagde Kommissionen en ny opstarts- og opskaleringsstrategi.

Den kemiske industris konkurrenceevne er omfattet af "handlingsplanen for den europæiske kemiske industri", der blev offentliggjort i juli 2025. Den blev ledsaget af et omnibuslovgivningsforslag om kemikalier, en delegeret retsakt om kulstoffattig brint og et forslag om forenkling af forvaltningsregler i grundforordningen om Det Europæiske Kemikalieagentur.

D. Nettonultidsalderen

Den nye "industriplan for den grønne pagt til den CO blev fremlagt af Kommissionen den 1. februar 2023 og fastlagde en europæisk tilgang til at sætte skub i EU's nulemissionsindustri ved hjælp af foranstaltninger til forbedring af konkurrenceevnen for EU's nulemissionsindustri. Disse foranstaltninger omfattede tre lovgivningsforslag, der blev offentliggjort i 2023 og afsluttet inden EU-valget i juni 2024.

i. "Forordningen om nettonulindustri" har til formål at støtte udviklingen af grønne teknologier ved at fastsætte benchmarks for EU's industrielle kapacitet senest i 2030, skabe forenklede og hurtige tilladelsesprocesser, lette markedsadgangen for strategiske teknologier, forbedre færdigheder i arbejdsstyrken gennem "akademier for nettonulindustrien" og skabe en koordineringsplatform for EU's indsats. Desuden fastsætter forordningen et mål for CO2-opsamling og -lagring på mindst 50 mio. ton om året senest i 2030.

ii. "Forordningen om kritiske råstoffer" har til formål at forbedre forsyningssikkerheden for de råstoffer, der er nødvendige for at sikre en omstilling til nettonul, ved i) at indføre benchmarks for indenlandsk minedrift, produktion og genanvendelseskapacitet, ii) at skabe "strategiske projekter" med hurtigere tilladelsesprocedurer og bedre adgang til finansiering og iii) at indføre krav til partnerskaber med lande uden for EU.

iii. En reform af elmarkedets udformning skal gøre markedet mere modstandsdygtigt, mindske gasprisernes indvirkning på elregningerne og støtte energiomstillingen.

Vejen hen imod nettonultidsalderen omfatter også foranstaltninger til at lette og forenkle processen for at få adgang til både offentlig og privat finansiering på nationalt plan eller EU-plan foruden foranstaltninger til at opbygge en tilstrækkeligt kvalificeret arbejdsstyrke og foranstaltninger vedrørende globalt samarbejde og international handel.

E. EU-støtteprogrammer

EU har en lang række politikker og initiativer, herunder samhørighedspolitikken, Horisont Europa (2021-2027) og Connecting Europe-faciliteten. Disse initiativer har betydelige budgetter og har til formål at skabe fremgang på forskellige områder, f.eks. for SMV'er og på innovationsområdet. Blandt de forskellige mål skal der mobiliseres mindst 500 mia. EUR i investeringer senest i 2020. I 2025 indledte EU-institutionerne forhandlinger om EU's langsigtede budget for perioden 2028–2034, herunder udgiftsprioriteter og budgettildelinger.

Den 5. marts 2024 blev den første strategi for den europæiske forsvarsindustri nogensinde fremlagt med det formål at øge forsvarsudgifterne, forbedre fælles indkøb, skabe forudsigelighed for forsvarsindustrien og øge interoperabiliteten mellem Europas væbnede styrker. Lovgivningsforslaget om etablering af programmet for den europæiske forsvarsindustri indebærer, at der vil blive mobiliseret 1,5 mia. EUR fra EU-budgettet i perioden 2025–2027. Disse midler vil fortsat styrke konkurrenceevnen i EU's forsvarsteknologiske og -industrielle base. I marts 2025 offentliggjorde Kommissionen denfælles hvidbog om europæisk forsvarsberedskab 2030.

Den 16. juli 2025 fremlagde Kommissionen sit forslag til den nye flerårige finansielle ramme (FFR), som er det langsigtede EU-budget, for årene 2028–2034. Forslaget omfatter ændringer af eksisterende programmer og oprettelsen af en ny fond, Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne, til investeringer i strategiske teknologier.

Europa-Parlamentets rolle

Med de ændringer, der blev indført gennem Maastrichttraktaten i 1992, blev industripolitikken for første gang en del af de bindende aftaler mellem EU-landene, hvilket i høj grad var takket være Parlamentets initiativer. Siden da har Parlamentet vedtaget et stort antal beslutninger og holdninger, som har styrket EU's industripolitik yderligere.

Nogle af de seneste er angivet nedenfor:

Yderligere oplysninger om dette emne findes på webstedet for Parlamentets Udvalg om Industri, Forskning og Energi.

 

Anne Ploeger