Lovgivningsbeføjelser 

Europa-Parlamentet spiller en essentiel rolle i EU's beslutningsproces som den ene af EU's to medlovgivere, på samme måde som Rådet.

Langt de fleste europæiske love vedtages i fællesskab af Europa-Parlamentet og Rådet efter forslag fra Europa-Kommissionen. Proceduren er kendt som den almindelige lovgivningsprocedure eller fælles beslutningstagning.

I nogle tilfælde foreskriver de europæiske traktater særlige lovgivningsprocedurer, såsom høring og godkendelse, hvor Parlamentet ikke står på lige fod med Rådet, som det er tilfældet i den almindelige lovgivningsprocedure.

Parlamentets arbejde med en lovtekst starter, når det modtager et lovforslag fra Europa-Kommissionen, som er den institution, der tager initiativ til lovgivning. Forslaget henvises til et eller flere udvalg, og et medlem af Europa-Parlamentet får til opgave at udarbejde en betænkning. Dette medlem er en såkaldt ordfører. Når lovgivningen omhandler brede emner, kan der blive udpeget medordførere fra forskellige udvalg.
Efter debatter mellem repræsentanter for politiske grupper og konsultationer for at finde et kompromis stemmer parlamentsudvalget om udkastet til betænkning og foretager eventuelt ændringer. Når teksten er blevet revideret og vedtaget på plenarmødet, har Parlamentet vedtaget sin position.

Den almindelige lovgivningsprocedure 

Den almindelige lovgivningsprocedure

  1. Kommissionens forslag

    Europa-Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet et forslag til lovgivning

    Aktører med initiativret:
    • Den Europæiske Investeringsbank
    • Den Europæiske Centralbank
    • Europa-Parlamentet
    • Borgerinitiativet
    • En fjerdedel af medlemsstaterne

    Forløbet i detaljer:

  2. Førstebehandling i Parlamentet

    Under sin førstebehandling undersøger Europa-Parlamentet Kommissionens forslag, hvorefter det kan godkende det uden ændringer eller ændre det.

    Forløbet i detaljer:

  3. Førstebehandling i Rådet

    Under sin førstebehandling kan Rådet beslutte at acceptere Parlamentets holdning, hvorefter retsakten er vedtaget, eller det kan ændre Parlamentets holdning og sende forslaget tilbage til Parlamentet til andenbehandling.

    Forløbet i detaljer:

    Mulige resultater:

    •  
      Vedtaget::

      Det lovgivningsmæssige forslag bliver vedtaget.

      Langt størstedelen af forslagene bliver vedtaget på dette tidspunkt.

    •  

      Det lovgivningsmæssige forslag går videre til næste fase.

  4. Andenbehandling i Parlamentet

    Parlamentet behandler Rådets holdning og godkender den, og i så fald er retsakten godkendt; eller forkaster den, og i så fald træder retsakten ikke i kraft, og hele proceduren er slut; eller foreslår ændringer og sender forslaget tilbage til Rådet til andenbehandling.

    Forløbet i detaljer:

    Mulige resultater:

  5. Andenbehandling i Rådet

    Rådet behandler Parlamentets holdning ved andenbehandling og enten godkender alle Parlamentets ændringsforslag, hvilket betyder, at retsakten er vedtaget, eller godkender ikke alle ændringsforslag, hvilket fører til indkaldelse af Forligsudvalget.

    Forløbet i detaljer:

    Mulige resultater:

  6. Forligsprocedure

    Forligsudvalget, der består af et lige antal parlamentsmedlemmer og repræsentanter for Rådet, forsøger at nå til enighed om et fælles udkast. Lykkes det ikke, træder retsakten ikke i kraft, og hele proceduren er slut. Opnås der enighed om et fælles udkast, fremsendes dette til Europa-Parlamentet og Rådet til tredjebehandling.

    Forløbet i detaljer:

    Mulige resultater:

    •  
      Ikke vedtaget:

      Det lovgivningsmæssige forslag bliver ikke vedtaget

    •  

      Det lovgivningsmæssige forslag går videre til næste fase.

  7. Tredjebehandling i Europa-Parlamentet og Rådet

    • Tredjebehandling i Parlamentet:

      Europa-Parlamentet behandler det fælles udkast og stemmer om det på plenarmødet. Det kan ikke ændre det fælles udkasts ordlyd. Forkaster det udkastet, eller undlader det at træffe en afgørelse, vedtages retsakten ikke, og proceduren afsluttes. Godkendes det af Parlamentet og Rådet, er retsakten vedtaget.

    • Tredjebehandling i Rådet:

      Rådet behandler det fælles udkast. Det kan ikke ændre i ordlyden. Forkaster det udkastet, eller undlader det at træffe en afgørelse, vedtages retsakten ikke, og proceduren afsluttes. Godkender det udkastet, og godkendes det også af Parlamentet, er retsakten vedtaget.

    Forløbet i detaljer:

    Mulige resultater:

    •    
      Ikke vedtaget:

      Det lovgivningsmæssige forslag bliver ikke vedtaget

    •  

      Det lovgivningsmæssige forslag går videre til næste fase.

Mulige resultater

  • Forslaget vedtaget

    Europa-Parlamentet behandler det fælles udkast og stemmer om det på plenarmødet. Det kan ikke ændre det fælles udkasts ordlyd. Forkaster det udkastet, eller undlader det at træffe en afgørelse, vedtages retsakten ikke, og proceduren afsluttes. Godkendes det af Parlamentet og Rådet, er retsakten vedtaget.

    • Forordninger har direkte bindende virkning i hele EU fra den dato, der angives i EU-Tidende.

    • I direktiver fastlægges mål, der skal nås i hver medlemsstat, men det er op til de nationale regeringer at beslutte, hvordan deres lovgivning skal tilpasses for at nå disse mål. I hvert direktiv fastlægges den dato, hvor den nationale lovgivning senest skal være tilpasset.

    • Afgørelser anvendes i særlige tilfælde, som omfatter særlige myndigheder eller individer, og de er fuldt ud bindende.

  • Forslaget ikke vedtaget

    Hvis et lovgivningsforslag forkastes på et hvilket som helst tidspunkt i proceduren, eller Parlamentet og Rådet ikke kan nå til enighed om et kompromis, vedtages forslaget ikke, og proceduren afsluttes. En ny procedure kan kun iværksættes med et nyt forslag fra Kommissionen.

Den almindelige lovgivningsprocedure giver Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union de samme lovgivningsbeføjelser på en lang række områder (f.eks. økonomisk styring, indvandring, energi, transport, miljø og forbrugerbeskyttelse).

Proceduren blev indført under betegnelsen fælles beslutningstagning ved Maastricht-traktaten (1992) og blev derefter udvidet og gjort mere effektiv ved Amsterdam-traktaten (1999).

Med Lissabontraktaten (2009) blev den omdøbte almindelige lovgivningsprocedure den vigtigste lovgivningsprocedure i EU's beslutningssystem. Under den almindelige lovgivningsprocedure kan en lovtekst gennemgå op til tre behandlinger i Parlamentet, og den kan kun træde i kraft, hvis Parlamentet og Rådet når til enighed om den endelige ordlyd.

På den måde sikrer denne procedure, at medlemmerne af Europa-Parlamentet som de direkte valgte repræsentanter for europæerne har magt til at forme EU's regler og styre EU's politikker i overensstemmelse med deres vælgeres forventninger.

Den særlige lovgivningsprocedure

I begyndelsen gav Romtraktaten fra 1957 Europa-Parlamentet en rådgivende rolle i lovgivningsprocessen; Kommissionen foreslog og Rådet vedtog lovgivning.

Indførelsen af fælles beslutningstagning og den gradvise udvidelse af Parlamentets beføjelser med efterfølgende traktatændringer betød, at nogle af de lovgivningsprocedurer, der tidligere blev brugt i vid udstrækning, nu kun gælder for et begrænset antal sager.

Høring

Under en høring kan Europa-Parlamentet godkende eller forkaste et lovforslag eller foreslå ændringer til det. Rådet er ikke retligt forpligtet til at følge Parlamentets udtalelse, men ifølge Domstolens retspraksis må Rådet ikke træffe afgørelse, før det har modtaget den.

Denne procedure gælder nu for lovgivningsområder som undtagelser for det indre marked og konkurrencelovgivning.

Godkendelse

I nogle tilfælde foreskriver traktaten om Den Europæiske Union eller traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, at Europa-Parlamentet skal give sit samtykke til gennemførelsen af en procedure.

Det betyder, at Parlamentet kan godkende eller afvise en foreslået retsakt, men ikke ændre den. Hvis Parlamentet ikke giver sit samtykke, kan retsakten ikke vedtages af Rådet.

Det samme gælder, når Rådet vedtager tiltag på områder, hvor EU ikke udtrykkeligt har fået tildelt kompetencer, men som er nødvendige for at nå de mål, der er fastsat i de europæiske traktater - dette er kendt som fleksibilitetsbestemmelsen i artikel 352 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Godkendelsesproceduren, som tidligere var kendt som samstemmende udtalelse, anvendes også til andre formål end vedtagelse af lovgivning. Europa-Parlamentet bliver bedt om at godkende internationale aftaler, der forhandles af EU, eller aftaler om et lands tiltrædelse af eller udtræden af EU.

Derudover skal Parlamentet give sit samtykke til Rådets afgørelser i henhold til artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union, der kan fastslå, at et EU-land er i risiko for at begå en alvorlig overtrædelse af EU's værdier eller allerede begår en alvorlig og vedvarende overtrædelse af EU's værdier.

Gennemførselsbestemmelser og delegerede retsakter

Når Europa-Parlamentet og Rådet vedtager en lovgivningsmæssig retsakt, kan de give Kommissionen beføjelser til at vedtage ikke-lovgivningsmæssige retsakter i forbindelse med den lovgivningsmæssige retsakt.

Der er to typer af ikke-lovgivningsmæssige retsakter:

  • gennemførelsesretsakter - hvor Kommissionen har til formål at skabe betingelser for en ensartet gennemførelse af den lovgivningsmæssige retsakt i alle EU-lande
  • delegerede retsakter - hvor Kommissionen er bemyndiget til at supplere eller ændre visse ikke-væsentlige elementer i den lovgivningsmæssige retsakt.

Gennemførelsesretsakter

På baggrund af et forslag fra det ansvarlige parlamentariske udvalg kan Parlamentet gøre indsigelse og erklære, at udkastet til gennemførelsesforanstaltning overskrider de beføjelser, der er fastsat i den pågældende lovgivningsmæssige retsakt, eller ikke er i overensstemmelse med EU-lovgivningen i andre henseender.

Parlamentet kan bede Kommissionen om at trække foranstaltningerne tilbage eller ændre dem eller fremsætte et nyt forslag i henhold til den relevante lovgivningsprocedure.

Delegerede retsakter

Delegerede retsakter bruges typisk, når nogle elementer i den lovgivningsmæssige retsakt regelmæssigt skal tilpasses, så de tager højde for den tekniske eller videnskabelige udvikling. I praksis uddelegerer Parlamentet og Rådet nogle af deres beføjelser som medlovgivere, så der kan træffes beslutninger hurtigt og effektivt.

I overensstemmelse med bestemmelserne i den lovgivningsmæssige retsakt kan Parlamentet eller Rådet beslutte at gøre indsigelse mod en delegeret retsakt inden for en bestemt periode (normalt to måneder) efter at have modtaget meddelelsen. Hvis det sker, kan den delegerede retsakt ikke træde i kraft.

Europa-Parlamentet eller Rådet kan også beslutte at tilbagekalde delegationen af beføjelser til Kommissionen.

Kan Europa-Parlamentet tage initiativ til lovgivning?

Europa-Kommissionen har beføjelse til at fremsætte de fleste lovforslag på EU-plan.

Men artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver Parlamentet ret til at opfordre Kommissionen til at fremsætte et lovforslag om et givet emne.

I henhold til en aftale mellem Parlamentet og Kommissionen har Kommissionen forpligtet sig til at besvare en sådan anmodning inden for tre måneder. Hvis Kommissionen beslutter ikke at foreslå lovgivning efter Parlamentets anmodning, skal den begrunde sin holdning over for Parlamentet.

I Parlamentet kan opfordringen til at foreslå ny lovgivning fremsættes af det udvalg, der er ansvarligt for emnet, eller af et eller flere MEP'er. Budgetudvalget kan afgive en udtalelse om de finansielle konsekvenser af forslaget.

Årlig og flerårig programmering

I henhold til artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union tager Kommissionen initiativ til EU's årlige og flerårige programmering. Med henblik på at nå dette mål udarbejder Kommissionen sit arbejdsprogram.

Europa-Parlamentet samarbejder med Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af Kommissionens arbejdsprogram, og Kommissionen bør tage hensyn til de prioriteter, som Parlamentet har givet udtryk for i denne fase.

Efter Kommissionens vedtagelse af programmet afholder Parlamentet, Rådet og Kommissionen drøftelser og bliver enige om en fælles erklæring, der fastlægger EU's mål og prioriteter.

De nærmere bestemmelser for samarbejdet mellem Parlamentet og Kommissionen i forbindelse med Kommissionens arbejdsprogram er fastlagt i rammeaftalen om forbindelserne mellem de to institutioner.