MEP'ernes arbejde 

EU-borgerne vælger MEP'erne som deres repræsentanter på tinge. MEP'erne fungerer som EU-lovgivere og fører demokratisk kontrol med Kommissionen og medlemsstaterne.


Selv om MEP'erne har mandatfrihed, er de bundet af forretningsordenen og adfærdskodeksen (bilag I).


En MEP's daglige arbejde er fordelt på arbejde med vælgerne, drøftelser i de politiske grupper og forhandlinger og afstemninger i Parlamentets udvalg og på plenarmøderne.

Det primære parlamentariske arbejde: indlæg i plenum og arbejde i udvalgene


Medlemmerne af Europa-Parlamentet er opdelt i parlamentariske udvalg der hver beskæftiger sig med forskellige politikområder. Det er i udvalgene, hvor MEP'erne drøfter og stemmer om forslag, at det forberedende arbejde til plenarmøderne finder sted.


I udvalgene gransker man lovforslag ved at ændre og vedtage betænkninger. Udvalgene udpeger også hold af MEP'er til at føre forhandlinger med Ministerrådet om EU-lovgivning. De afholder også høringer med eksperter og fører demokratisk opsyn med de øvrige EU-organer og -institutioner.

Andre parlamentariske aktiviteter

Ethvert medlem kan i henhold til forretningsordenen fremsætte et beslutningsforslag om et emne, der henhører under Den Europæiske Unions virksomhedsområde. Sådanne beslutningsforslag udtrykker de medlemmers holdning, der har fremsat dem. Sådanne forslag kan findes på MEP'ernes personlige profilside under "Andre parlamentariske aktiviteter".


MEP'erne kan også rette parlamentariske forespørgsler til andre EU-institutioner og -organer. Dette er en direkte form for parlamentarisk kontrol med de øvrige EU-institutioner. Der er tre kategorier af parlamentariske forespørgsler: Forespørgsler til mundtlig besvarelse med forhandling (dvs. debat), spørgsmål i spørgetiden og forespørgsler til skriftlig besvarelse. Der gælder specifikke regler for hver kategori. Forespørgslerne offentliggøres og kan findes (ved at søge på nøgleord, dato osv.) på webstedet Europarl > Plenarmøder > Spørgsmål/Forespørgsler og EU-retsakter. Det skal understreges, at parlamentariske forespørgsler fremsat af MEP'er ikke repræsenterer Europa-Parlamentets holdning som helhed.


Yderligere oplysninger