Hvad er tværpolitiske grupper, og hvordan oprettes de? 

Tværpolitiske grupper er uofficielle grupperinger af MEP'er, der deler interesse for et bestemt emne, der ikke nødvendigvis er omfattet af Parlamentets normale arbejde, men kan være af større samfundsmæssig relevans. Tværpolitiske grupper afholder uformelle drøftelser og fremmer kontakten mellem Europa-Parlamentets medlemmer og civilsamfundet.


Tværpolitiske grupper er ikke officielle parlamentariske organer og kan derfor ikke give udtryk for holdninger på Parlamentets vegne. De må ikke afholde aktiviteter, der kan forveksles med Parlamentets officielle aktiviteter.


Europa-Parlamentets Præsidium har fastlagt betingelserne for at oprette tværpolitiske grupper, der oprettes i begyndelsen af ​​hver valgperiode (dvs. en ansøgning skal være underskrevet af mindst tre politiske grupper, og der er krav om en årlig erklæring om økonomiske interesser). De politiske grupper kan yde logistisk støtte til tværpolitiske grupper, hvis de opfylder disse betingelser.


De tværpolitiske gruppers formænd skal afgive en erklæring om enhver økonomisk eller materiel støtte. Disse erklæringer skal ajourføres hvert år og være offentligt tilgængelige.