§ 1.

Efternevnte eiendommer er odelsfri, således at de ikke kan være gjenstand for odelsløsning.^​1

For de under nr. 2 nevnte eiendommer inntrer odelsfrihet bare såfremt grunnen er utskilt og solgt av nærmeste odelsmann.

Den under nr. 2 b og c nevnte jord er efter utskillelsen gjenstand for vanlig odelshevd og kan løses i henhold til den således erhvervede odelsrett. Hvis en odelsberettiget erhverver jord til småbruk ved utskillelse, beholder han og hans ættlegg sin odels- og løsningsrett til bruket.

§ 2.

Anlæg – navnlig for forædling af jord- eller skogbrugsprodukter^​1 – som efter sin beskaffenhed, størrelse eller øvrige forhold maa ansees som et tilbehør til den jordeiendom, hvor anlægget er beliggende, følger med hensyn til odelsløsning samme regler, som for saadan eiendom foreskrevet.

§ 3.

Agter nogen at faa eiendom, hvorpaa odel hviler, erklæret odelsfri for at anvendes paa saadan maade, som er anført i § 1 no. 1, saa kan han foranstalte spørsmaalet afgjort ved lovligt skjøn.^​1

Til skjønnet skal de odelsberettigede enten indkaldes hver for sig paa almindelig maate^​2 eller paa den maate og med det varsel, som er bestemt for mortifikationsstevninger angaaende heftelse paa fast eiendom.^​3

Dersom skjønsretten finder, efter de av saksøkeren fremlagte oplysninger og planer, at det tilstrækkelig er godtgjort, at eiendommen ved den paatænkte benyttelse kan frigjøres for odel i kraft av ovenanførte bestemmelse, avsiger den kjendelse gaaende ut herpaa.

Vil eieren ved eiendommens anvendelse befølge planer, der væsentlig afviger fra de ved skjønnet forelagte, maa han for at opnaa sikkerhed mod odelsløsning i den utstrækning, hvortil nærværende paragraf giver adgang, optage tillægsskjøn i overensstemmelse med foranstaaende regler.

Efterat saadan kjendelse som nævnt er afgivet, kan eiendommen ikke løses med odel; er løsningssag^​4 allerede anlagt, skal den paa eierens forlangende hæves, mod at han erstatter løsningsmanden hans havte omkostninger.

§ 4.

Skulde det ved udløbet af 3 aar fra den tid, der blev optaget hovedskjøn i henhold til foregaaende paragraf, vise sig, at det paatænkte anlæg ikke er for alvor paabegyndt, skal de odelsberettigede have adgang til at anlægge løsningssag^​1 angaaende eiendommen. Den her nævnte frist kan under særegne omstændigheder forlænges indtil 2 aar ved tilladelse, afgivet af vedkommende regjeringsdepartement^​2 inden fristens udløb.

I de her nævnte tilfælde maa odelspaatale være paabegyndt inden 3 aar efter udløbet af den førstnævnte frist eller i tilfælde af dennes forlængelse inden 3 aar efter forlængelsens udløb.

Løsningsberettigede er i disse tilfælde saavel de personer, der ved eiendommens afhændelse var odelsberettigede, som de senere inden den endelige løsningsfrists begyndelse fødte medlemmer af slegten, forsaavidt disse efter de sedvanlige regler kan erhverve odelsret.^​3

§ 5.

Hvis eier av jord der på grunn av anlegg eller bebyggelse av den i § 1 nr. 1 omhandlede art er undtatt fra odelsløsning, ønsker å erhverve rettslig avgjørelse herfor, har han adgang til ved skjønn^​1 å få jorden erklært odelsfri.

Likeledes har en eier adgang til å kreve avgjort ved rettslig skjønn^​2 om en utskilt parsell er eller kan bli løsningsfri efter bestemmelsen i § 1 nr. 2.

Om skjønnet og dets tilstevning gjelder de i § 3 gitte regler.

§ 6.

Ifald et industrielt anlæg med den jord, som ifølge § 1 nr. 1 antages at burde være forenet med dette, ikke er skyldsat som en særskilt eiendom, men udgjør del af en større, saa skal det skjøn, som faar at træffe afgjørelse om anlæggets odelsfrihed,^​1 efter forlangende af en af parterne, fastsætte grænserne for den del af eiendommen som bør høre sammen med anlægget. Denne del bør uopholdelig særskilt skyldsættes.^​2

§ 7.

Dersom staten eller en kommune vil erverve en eiendom som det hviler odel på og særlige grunner taler for at ervervet skjer uten hinder av odelsretten, kan Kongen bestemme at så skal skje.

Bestemmelsen kan gjøres afhængig af, at eiendommen inden en nærmere angiven frist bliver undergivet den paatænkte benyttelse, eller at dertil sigtende bygningsarbeider eller andre foranstaltninger inden en saadan frist i et vist omfang bliver foretagne. Opfyldes ikke det satte vilkaar, begynder sedvanlig odelsløsningsfrist at løbe fra det i beslutningen satte tidspunkt; berettigede til løsning er i dette tilfælde saavel de personer, der ved eiendommens afhændelse var odelsberettigede, som de senere inden løsningsfristens begyndelse fødte medlemmer af slegten, forsaavidt disse efter de sedvanlige regler kan erhverve odelsret.^​1

Forinden saadan tilladelse som oven omhandlet meddeles, skal spørsmaalet have været forelagt til udtalelse for nogen af de til eiendommen nærmest odelsberettigede, som har bekjendt opholdssted inden riget, saavelsom for amtsudvalget^​1 i det distrikt, hvor eiendommen er beliggende, og tillige for vedkommende herredsstyre.

Er odelssag allerede anlagt før bestemmelsens afgivelse, stanses ikke sagen derved.

§ 8.

Denne lov træder i kraft straks.

Er der på den tid, loven træder i kraft, indtraadt adgang for nogen til at gjøre gjældende odelsret til en eiendom, som omhandles i denne lov, da skal den lovgivning, som nu staae ved magt,^​1 fremdeles gjælde med hensyn til hans adgang til at løse og til, hvad der er løsningsret undergivet. Men han maa da, ifald forældelse ikke er begyndt at løbe, førend loven traadte i kraft, anlægge løsningssag inden 3 aar efter den tid, førend loven traadte i kraft, indom 3 aar efter den tid; gjør han ikke det, skal loven anvendes ogsaa overfor ham.