Massachusetts tidligere viceguvernør, Tim Murray, til White Ribbon Day i 2011.

Profeminisme er en betegnelse for former for støtte til feminisme fra folk, der ikke definerer sig selv som del af en feministisk bevægelse. Profeminister er ofte mænd, der forstår feminisme som en frigørelsesbevægelse for kvinder.

Profeminismens historie

Der har lige siden fremkomsten af feminisme været mænd, som støttede op om feministiske mærkesager såsom kvinders stemmeret, ligeløn og fri abort. Fx var den danske politiker og forfatter Fredrik Bajer en indflydelsesrig fortaler for kvinders ligestilling og var med til at stifte Dansk Kvindesamfund sammen med Matilde Bajer i 1871.

Mere organiserede bevægelser af mænd, som støttede feminisme og kvindekamp, opstod i løbet af 1970'erne på tværs af vestlige lande. I USA førte det bl.a. til stiftelsen i 1975 af Men's National Organization, som i dag hedder National Organization of Men Against Sexism (NOMAS) og eksplicit betegner sig selv som en profeministisk organisation. Et andet eksempel er den årlige White Ribbon Campaign, som siden dens opstart i Canada i 1991 har engageret mænd i at bekæmpe vold mod kvinder.

I Danmark opstod der en socialistisk mandebevægelse i 1974-1975, som var både inspireret af og støttede aktivt op om rødstrømpebevægelsen. I nyere tid er der etableret mandeorganisationer såsom DareGender, Forum for Mænds Sundhed og Dansk Mandesamfund, som i høj grad støtter feministiske mærkesager og jævnligt samarbejder med kvindeorganisationer.

'Profeminisme' som begreb er imidlertid ikke udbredt i en dansk kontekst. Dette hænger sandsynligvis sammen med, at der i den danske feministiske bevægelse generelt er en større inklusion af mænd og mere fokus på mænds ligestillingsudfordringer sammenlignet med andre vestlige lande.

Kritik af profeminisme

Profeministiske organisationer og bevægelser har ofte været udsat for kritik fra forskellige sider, og de kan også internt have diskussioner og magtkampe om, hvordan de bør forholde sig til feminisme og kvindekamp.

På den ene side kritiseres profeminismen ofte af antifeministiske organisationer og debattører for angiveligt at følge feminismen blindt og dermed være hjernevaskede eller indoktrinerede. Derudover hævdes det nogle gange, at profeministiske mænd har mistet deres maskulinitet og er underdanige.

På den anden side findes der feministisk kritik af profeminisme, selvom profeministiske organisationer som oftest roses inden for feministiske bevægelser. Denne kritik går hovedsageligt på, at profeministiske mænd angiveligt distancerer sig fra andre mænd, der fx begår seksuel chikane, samtidig med at de ikke er nok opmærksomme på deres egne privilegier som mænd og på mere ubemærkede sexistiske handlinger.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig