positivisme

Positivismen har hentet inspiration hos den engelske videnskabsfilosof Francis Bacon og særligt hos den skotske filosof David Hume.

Med baggrund i en radikal empirisme afviste Hume forsøgene på at finde dybere, bagvedliggende årsager til fænomenerne. Han hævdede, at al erkendelse må bygge på enten sansning eller logisk udledning og matematisk beregning, hvorfor påstande om noget, som ligger udenfor eller ikke kan udledes af sanseerfaringen, savner enhver begrundelse.

Positivismen var dominerende i filosofi og videnskabsteori, især i den engelsktalende verden og Skandinavien, indtil 1960'erne. Derefter har den gradvist tabt terræn, både på grund af filosofisk kritik og fordi nye former for videnskab har ændret videnskabssynet.

Det er igen blevet almindeligt at forklare fænomenerne ud fra underliggende mekanismer, fx biologiske fænomener ud fra DNA og genetik, menneskelig adfærd ud fra kognitive og emotionelle processer og sprogtilegnelse ud fra medfødte sproglige evner (generativ grammatik).

I fysik og kosmologi er det ligeledes blevet mere almindeligt at fremsætte teorier som ikke umiddelbart kan bekræftes eller afkræftes empirisk, fx teorier om superstrenge eller multiverser.

Karl Poppers idé om, at det i forskning drejer sig om at opstille og forsøge at gendrive dristige hypoteser, snarere end bekræfte teorier ud fra induktion, afløste efterhånden positivismen som den dominerende forståelse af naturvidenskab.

Meget få videnskabsfolk vil i dag betegne sig selv som positivister, men begrebet bruges, især kritisk, til at betegne et sæt af synspunkter, som stadig er implicit i måden, hvorpå mange forskere praktiserer og forstår videnskab.

I populær moderne videnskabsteori forstås ved positivisme en videnskabsforståelse, som omfatter mange af de følgende antagelser:

• Grundlaget for videnskabelig erkendelse er sanseerfaring, især kontrolleret observation og måling og videnskabelig erkendelse er den eneste seriøse form for erkendelse (scientisme). For at undersøge noget videnskabeligt, må det kunne ”måles og vejes”
• Data og analyseresultater skal kunne kvantificeres
• Videnskabelige resultater skal kunne reproduceres og generaliseres
• Man skal skelne skarpt mellem kendsgerninger og værdier; videnskab skal så vidt muligt være værdifri
• Al seriøs videnskab skal benytte sig af de samme grundlæggende principper og metoder (”enhedsvidenskab”); forskellige virkelighedsdomæner og teorier skal så vidt muligt reduceres til nogle få og grundlæggende
• Videnskaben skal søge at give årsagsforklaringer og gøre det muligt at kontrollere og manipulere med natur- og samfundsprocesser
• Samfunds- og humanvidenskab skal søge at beskrive og forklare menneskelig adfærd, og sociale fænomener som udtryk for individers adfærd (metodisk individualisme)

En sådan forståelse af positivisme er en stereotyp, og flere af antagelserne passer mindre godt med de synspunkter, som positivister historisk set faktisk har haft. For eksempel har positivister ofte være skeptiske over for årsagsforklaringer, hvis disse antages at være udtryk for mere end blot observationer af regelmæssige sammenhænge.

Og selv om positivismen ofte er blevet forbundet med psykologisk behaviorisme, tillagde den historiske empirisme den menneskelige oplevelsesverden stor betydning.

Positivismen forveksles ligeledes ofte med materialisme og naturalisme. Selv om strømningerne er fælles om at opfatte naturvidenskaben som særligt forbilledlig – og samtidig er kritiske over for religion – er de på andre punkter markant forskellige.

I modsætning til positivismen opererer materialisme og naturalisme gerne med kræfter og størrelser, der ligger uden for det, som umiddelbart kan erfares. Erkendelsesteoretisk er de former for realisme, hvorimod positivismen er antirealistisk.

• renæssancen
• oplysningstiden
• retspositivisme
• naturvidenskab
• videnskabsteori
• logisk positivisme