Faktaboks

Ebbe Lomborg
Født
2. oktober 1932, København
Død
1986, Vallensbæk
Ebbe Lomborg under udgravningen af bronzealderhusene ved Vadgård i 1972.
Ebbe Lomborg

Ebbe Lomborg var en dansk arkæolog, som i sin eftertid er mest kendt for sit arbejde med senneolitiske flintdolke.

Forskning og feltarbejde

Lomborg blev uddannet i forhistorisk arkæologiKøbenhavns Universitet i 1950'erne. Hans magisterspeciale om kronologi og kulturforbindelse mellem Sydskandinavien og Mellem- og Østeuropa i den tidligste bronzealder blev udgivet i 1960. Specialet satte kursen for hans videre videnskabelige arbejde, der især kom til at behandle emner inden for perioderne senneolitikum og ældre bronzealder. Lomborg blev i 1962 museumsinspektør ved Esbjerg Museum, derefter stipendiat og siden lektor ved Københavns Universitet. Fra 1974 og til sin død var han museumsinspektør ved Nationalmuseets oldtidsafdeling. Lomborgs kom via sit arbejde for Nationalmuseet til at forestå udgravninger af nogle af de først erkendte hustomter fra den ældre bronzealder i Danmark ved Vadgård i Himmerland.

Fagligt aftryk

Lomborgs betydeligste bidrag til den arkæologiske forskning er doktorafhandlingen Die Flintdolche Dänemarks. Studien über Chronologie und Kulturbeziehungen des südskandinavischen Spätneolithikums (1973, 'Danmarks flintdolke. Studier over kronologi og kulturforbindelser i det sydskandinaviske senneolitikum'). Værket er en systematisk typologisk og kronologisk undersøgelse af danske flintdolke fra den sene bondestenalder og ældre bronzealder og er mere end halvtreds år efter udgivelsen endnu standardreference i studier af den senneolitiske periode i Sydskandinavien.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig